Annonce

Til optagelsesprøve i Marcel klubben

Til optagelsesprøve i Marcel klubben
13. april 2016 bal@freemindsmedia.com

13. april 2016

Til optagelsesprøve i Marcel klubben

Hairmagazine var med, da den eksklusive Marcel klub forleden holdt sin årlige optagelsesprøve. Stemningen var rigtig fin, men samtidig osede rummet af professionalisme, og de fire indstillede frisører, Sif Andersen fra Mono, Jesper Koch fra Moreteasir, Fie Zeberg fra Reno Blvd og Mette Faldborg fra UniQue.M  klarede sig alle til topkarakterer.

Stemningen er intens. Der laves sjov, og der jokes, men samtidig er man ikke et øjeblik i tvivl om, at der står meget på spil for de fire frisører, der i år var blevet indstillet til optagelse i Marcel Klubben.

Sif Andersen fra Mono, Jesper Koch fra Moreteasir, Fie Zeberg fra Reno Blvd og Mette Faldborg fra UniQue.M  skulle således vise, hvad de kunne for de tre dommere; Jonas Shiran Larsen, Thomas Bøgbjerg og Pia Hedevall.

Efter optagelsesprøven skulle de fire valuteres ind til generalforsamlingen af bestyrelsen samt af de 11 længst siddende medlemmer. Og det blev de! ”For mig handler det meget om at give mig selv nogle udfordringer. Det er man ganske enkelt nødt til, hvis man vil holde sig på forkant med udviklingen”, lyder det fra Mette Faldborg fra UniQue.M i Slagelse. ”Får man ikke udfordringer, går man i stå”, mener hun, og da hun ejer sin egen salon, mener hun i øvrigt også, det er hendes pligt at gå i spidsen, når det handler om at hente inspiration. ”Gør jeg det, gør mine medarbejdere det også”, siger hun. Og udfordringer var der masser af, da de fire frisører skulle præsentere en show-model, en street fashion-frisure og en klippedemonstration for Marcel Klubbens dommere.

Udfordringerne var også årsagen til at både Jesper Koch og Sif Andersen, der begge er 23 år, og dermed de yngste medlemmer nogensinde i Marcel Klubben, synes, et medlemskab kunne være spændende. Jesper er ansat i Moreteasir, og har allerede lavet en del shows i samarbejde med Hasse Kliem og hans team. ”Men man skal udfordre sig selv hele tiden som frisør, det gør jobbet spændende”, lyder det fra Jesper, der er fjerde generation frisør, og såvel hans oldefar som hans far har været præsidenter i Marcel Klubben.

For Sif handler det også om at blive udfordret – og så har hun været udlært i tre år, og følte, at tiden nu var inde til at prøve noget nyt. ”Jeg har den holdning, at jeg altid kan lære noget nyt af andre, og med Marcel Klubben er der masser af muligheder for det. Samtidig har jeg også selv masser af ideer, jeg gerne vil ud og præsentere for andre. Også Fie Zeberg savner udfordringer, og føler, at hun kan få dem i Marcel Klubben. ”Jeg har min egen lille salon, og i det daglige ser jeg ikke andet hår end det, jeg selv klipper. Det vil jeg gerne have muligheden for. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at lige så meget inspiration, jeg kan hente, lige så meget inspiration kan jeg også give”.

Alle var spændte
”Stemningen er meget intens, for naturligvis er man meget spændt, man gerne yde sit bedste, og samtidig skal man svare på spørgsmål fra dommerne”, lyder det fra Mette Faldborg, der igennem sin tid som frisør har set Marcel Klubbens shows rigtig mange gange.
”Jeg synes, det er fedt, at er ikke er en fast linje i deres arbejde, men at der i høj grad er plads til kreativitet og fortolkninger af trenden”, siger hun, og selve optagelsesprøven gik, som Mette havde håbet. ”Der var stor forskel på det, vi lavede, men niveauet var nogenlunde det samme!”.

Også Jesper Koch var spændt. ”Men jeg var egentlig ikke nervøs, men det er meget anderledes at stå foran 200 mennesker til et show i Jylland, i forhold til at stå foran 30 man kender i Marcel Klubben ”, siger han, og synes at det var en super fed oplevelse.

Sif fortæller, at hun var ekstremt nervøs. ”Det er grænseoverskridende, at dommerne stod så tæt på, ikke mindst da jeg skulle lave en klippedemonstration, men det viste sig, at de var super søde, og at det endte med at blive en utroligt hyggelig aften”, lyder det fra Sif, og hun tilføjer, at den ene af hendes frisurer var permanentet i hårelastikker. ”Da jeg tog elastikkerne ud, og krøllerne bare faldt ud, som de skulle, tænkte jeg ”yes!””.

For Fie Zeberg var optagelsesprøven også noget helt specielt, og hun var også nervøs.
”Men det gik over, og hele aftenen forløb i en rigtig hyggelig atmosfære”, fortæller hun.

Et netværk af gode frisører
Alle de fire frisører, er enige om, at en del af årsagen til, at Marcel Klubben er så attraktiv at blive en del af, er det netværk, man kommer ind i, og som man kan trække på. ”Marcel Klubben er en rigtig god blanding af de ”gamle rotter” med masser af erfaring og nye kreative frisører, der gerne vil tænke nyt og anderledes”, lyder det fra Jesper Koch og Mette Feldborg, ”og tror man på sig selv, og vil man noget med sit fag, er man nødt til at blive en del af et netværk”, mener Mette, der med et smil tilføjer: ”Og så må vi jo vise, at selv om vi kommer fra landet (fra Slagelse), så kan vi også godt!”

Mette Feldborg har haft sin salon UniQue.M i fire et halvt år, og hun har i dag to assistenter og to elever i forretningen. Inden 36-årige Mette blev selvstændig, har hun været ansat i i et par saloner i Slagelse-området, indtil ønsket om at have sit eget blev for stor. Og Mette vil klart bruge Marcel Klubben – også til at uddanne sine egne ansatte. ”Uddannelse er alfa og omega”, mener hun.

Jesper Koch er uddannet i Moreteasir, hvor han har arbejdet i seks år, og til optagelsesprøven viste han en meget Sassoon-inspireret look med et touch af hans eget. ”Sassoon er for alvor tilbage i trenden igen”, mener Jesper. Og hans holdning er helt klar: Han bliver ikke medlem af Marcel klubben for at sidde og kigge på. ”Jeg vil tage udfordringer op, og jeg vil lære noget”, siger han, og tilføjer med et smil, at klubben af gamle mænd, godt kan bruge nogle unge, kreative kræfter.

Spørger man Jesper Koch omkring fremtidsplanerne, er han ikke i tvivl om, at han gerne vil blive i Moreteasir nogen tid endnu. ”Jeg har masser at lære endnu”, siger han, men på sigt forventer Jesper at blive en del af familievirksomheden Koch Hair Cut i Skindergade i København, hvor både hans far og bror i dag arbejder.

Sifs fremtidsplaner er også fulde af ambitioner. ”Jeg vil gerne blive rigtig, rigtig god, og jeg vil gerne nå derhen, hvor andre gerne vil se, hvad jeg har lavet. Så så vil jeg blive ved med at lære. Min tid i frisørbranchen stopper, når jeg ikke kan lære mere!. For Fie Zeberg er Marcel klubben et af de mål, hun har sat sig. ”Jeg havde sat mig i hovedet, at Marcel Klubben var et af mine mål. Det næste mål bliver at undervise mere, og så naturligvis at drive min salon”.

For Fie Zeberg er optagelsen i Marchel Klubben et af de mål hun har sat sig med sin karriere.

Jesper Koch er 4. genrations frisør, og selv om han aldrig har været presset ind i branchen, var det enten frisør eller håndværker. “Og jeg er bedre med en saks end en hammer”, siger han.

“For mig handler det meget om at give mig selv nogle udfordringer”, lyder det fra Mette Faldborg fra UniQue.M i Slagelse.

Sif Andersen er sammen med Jesper Koch de yngste medlemmer af Marchel Klubben nogensinde.

Se desuden frisørartikler om hårmode, styling og frisørshows her


ANNONCE