Annonce

Har du styr på de mange produktcertificeringer?

Har du styr på de mange produktcertificeringer?
13. februar 2019 Dina Boysen

13. februar 2019

Har du styr på de mange produktcertificeringer?

Tekst: Dina Boysen

Gennem de seneste år er vi begyndt at tale mere og mere om økologi, allergivenlige produkter, dyrevelfærd og generelt meget mere om miljøet, men ved du egentlig, hvad de mange forskellige produktcertificeringer betyder?

Økologiske og allergivenlige produktcertificeringer har for eksempel to vidt forskellige betydninger. Det er derfor værd at være opmærksom på produktcertificeringer, når man på daglig basis er i direkte kontakt med kunder. Har du eksempelvis produkter, der indeholder parfume, kan disse være med til at øge risikoen for parfumeallergi, hvorfor det er vigtigt at kende indholdet af ens produkter. Det kan være svært at få styr på de mange certificeringer, så derfor har vi nedenfor listet nogle af de mest relevante:

Svanemærket

  • Et nordisk miljømærke, der giver garanti for, at produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for sin kategori, hvor der ligeledes er sat krav til stoffer, der er problematiske for sundheden.

Den Blå Krans

  • Det danske Astma-Allergi mærke, der har fokus på kontaktallergi, eksem og irritation. Produkter med dette mærke kan hjælpe til at mindske risikoen for allergi.

Allergy Certified

  • Denne mærkning minder meget om Den Blå Krans men er internationalt. Mærket garanterer, at produktet er så skånsomt for huden, som muligt.

Ø-mærket og EU’s økologimærke

  • Disse produkter gennemgår kontrol, så de økologiske regler forbliver håndhævet. Mindst 95 % skal være økologisk – er der mindre, vil det være mærket tydeligt.

Grøn Salon

  • Et certifikat til saloner, der forsøger at gøre op med de mest sundhedsskadelige stoffer. En Grøn Salon bliver kontrolleret årligt, anvender grønne produkter og arbejder med energibesparelser og økologi, hvor det er muligt.

Dertil findes mange flere, der tager hensyn til miljø, dyrevelfærd, genbrug og mere til. Synes du, at det er lidt uoverskueligt, findes der flere apps, der kan hjælpe dig med at gennemskue dine produkters indhold. Forbrugerrådet Tænk Kemi har blandt andet lavet Kemiluppen, der kan hjælpe dig med dette.

Læs om flere produktcertificeringer her!

 

ANNONCE