Annonce

Få styr på forårets hotteste trends

Få styr på forårets hotteste trends
22. februar 2019 Dina Boysen

22. februar 2019

Få styr på forårets hotteste trends

Tekst: Camilla Svensson (Sascha Tejlmann Red.)

Vi elsker trends! Selvom hårmoden ikke skifter drastisk fra sæson til sæson, er det vigtigt at holde sig opdateret på det seneste og være skridtet foran kunderne. Vi har spurgt seks frisører med fingeren på trendpulsen – Gun-Britt Zeller, Betty Christoffersen, Nina Larsen, Kristian Mørch Bertelsen, Emil Vilain Albrechtsen og Rasmus Vilain Albrechtsen – om forårets hotteste trends.
Gun-Britt Zeller, Frisør og ejer hos Gun-Britt Coiffure

Kristian Mørch Bertelsen,
Top seniorstylist og ejer af Zoom by Zoom

Hvordan holder du dig opdateret på de seneste trends?
Minimum 2 gange årligt rejser jeg ud i verden for at få ny inspiration. Jeg søger meget viden via de sociale medier og bruger YouTube.

Hvilke er de vigtigste trends det kommende forår?
De vigtigste trends, der kommer her i foråret, er for mig mere længde på nakken (den såkaldte mullet), som vi så tilbage i 80’erne og 90’erne. Jeg er meget optaget af musikere som Liam Gallagher, forsanger i Oasis, og David Bowie, da jeg synes han repræsenterer det androgyne look, som er meget oppe i tiden.  

Hvilke frisører/hårstylister følger du netop nu og hvorfor?
Jeg følger Mazella & Palmer, som for mig er de klart stærkeste tekniske frisører pt., og på herresiden er det Menspire, da de er dygtige til at lave klassiske herreklipninger med et twist af det feminine.

Hvilken kendis har mest stilsikkert hår netop nu?
Sangerinde Ohland er en stærk karakter i modebilledet og inspirerende for mange unge piger.

Nina Larsen, Freelance hair & makeup artist

Nina Larsen,
Freelance hair & makeup artist, International Artist for Sebastian Professional

Hvordan holder du dig opdateret på de seneste trends?
Jeg holder mig opdateret på de seneste trends ved at følge de internationale modeuger. SoMe er nemt, når jeg hurtigt skal opdateres, og jeg bruger det dagligt. Jeg rejser meget både i min fritid men også med mit arbejde. Der finder jeg meget inspiration.

Hvilke er de vigtigste trends det kommende forår?
Der er mange trends og tendenser. Men hvis jeg skal fremhæve nogle for Spring 2019 kommer vi til at se Twiggy-referencen med ultra korte pandehår, 80’ernes The mullet, 90’er-inspireret page og krøller. Vi kommer også til at se en del til håraccessories blandt andet i form af hårbøjler, tørklæder og spænder. Foruden naturlige farver vil der stadig være fokus på pastel- og platinblonde nuancer.

Hvilke frisører/hårstylister følger du netop nu og hvorfor?
Der er utroligt mange dygtige frisører og stylister. Men hvis jeg skal fremhæve få, er det den utroligt inspirerende Eugene Souleiman, og Shay Dempsey, som udfordrer mig, når vi arbejder sammen. Men størst af dem alle må det være ikonet Robert Lobetta, som har været min største inspirator siden dengang jeg var i gang med frisøruddannelsen. I dag er han min mentor.

Hvilken kendis har mest stilsikkert hår netop nu?
Det er Lady Gaga. Med hendes forskellige hårfarver og til tider meget ekstravagante hårstylinger formår hun alligevel at holde et stilsikkert koncept.

Pssst! Netop nu er Nina Larsen aktuel som Head og Hair & Makeup på X-Factor.

Betty Christoffersen, Creative Director Saco Nordic

Betty Christoffersen,
Creative Director Saco Nordic

Hvordan holder du dig opdateret på de seneste trends?
I SACO udvikler vi hvert år vores egne kollektioner. I år hedder den PERSONA, som afspejler forskellige tidsperioder og bevægelser på den internationale modescene, hvor det handler om at iscenesætte sig selv og fremhæve sin egen personlighed. Det er jeg meget inspireret af.

Hvilke er de vigtigste trends det kommende forår?
Personlighed, tekstur og det undone look.

Hvilke hårstylister følger du netop nu og hvorfor?
Richard Ashforth, Brett MacDonald (tidligere SACO) og Tom Connell (Trevor Sorbie).

Hvilken kendis har mest stilsikkert hår netop nu?
Alex Turner fra Arctic Monkeys er sindssygt god og stilren i alt, han gør.

 

Gun-Britt Zeller, Frisør og ejer hos Gun-Britt Coiffure

Gun-Britt Zeller,
Frisør og ejer hos Gun-Britt Coiffure

Hvordan holder du dig opdateret på de seneste trends?
Jeg holder mig opdateret gennem Sassoon Academy, på Instagram og i magasiner, men også når jeg rejser og er til shows.

Hvilke er de vigtigste trends det kommende forår?
Kort hår og page vil blive set mest. Langt hår vil altid være der men vil ses mere i korte længder.

Hvilke hårstylister følger du netop nu og hvorfor?
Sassoon Academy, David Mallett, Guido Palau, Laurent Philippon og Anh Co Tran.

Hvilken kendis har mest stilsikkert hår netop nu?
Model Ruth Bell og skuespillerinde Michelle Williams.

Emil Vilain Albrechtsen og Rasmus Vilain Albrechtsen,
Slikhaar Studio og SlikhaarShop A/S

Hvordan holder I jer opdateret på de seneste trends?
Vi er ret aktive på de sociale medier – specielt Instagram er en glimrende kilde til inspiration. Og så arbejder vi jo netop inden for feltet, så det er helt naturligt for os at have øje på det, om det er TV, magasiner eller på gaden.

Hvilke er de vigtigste trends det kommende forår?
Vi har de seneste år oplevet at anything goes, når det kommer til herrehår, og den fandenivoldske tilgang til fashion er sjov. Nu ser det ud til, at tendensen går imod de mere naturlige og bløde korte frisurer, hvor vi tidligere så mange skarpe kanter og fades i alle afskygninger.

Hvilke frisører/hårstylister følger du netop nu og hvorfor?
Alejo (@alejoinfamy) fordi han er cool og klipper mange af de helt store fodboldspillere som fx Messi. Kochi Faraj fordi han er skandinavisk, når det er bedst. Og så fordi vi samarbejder med dem begge på vores YouTube-kanal Slikhaar TV.

Hvilken kendis har mest stilsikkert hår netop nu?
Hår er intet uden personen, der bærer det, så selvsikkerhed gør meget for de fleste. Synes du selv, at dit hår er fedt, så gør andre det ofte også. Ud fra den tese, kan vi blandt andet nævne Jon Kortajarena og Johannes Huebl. Sidstnævnte har bare gennemført god stil – han er ikke drevet af tendenser.

 

Denne artikel blev publiceret i Hair Magazine 1. udgave 2019.

ANNONCE