Annonce

DOFK: Jo flere vi står sammen

DOFK: Jo flere vi står sammen
3. september 2015 bal@freemindsmedia.com

03. september 2015

DOFK: Jo flere vi står sammen…

Connie Mikkelsen DOFK
Connie Mikkelsen, formand for dofk.

”Vi tager de principielle kampe for frisørbranchen, og jo flere vi står sammen, jo stærkere står vi”, siger formanden for dofk, Connie Mikkelsen.

“Frisører er mennesker, der elsker deres håndværk, men de elsker ikke det administrative, der ligger i at drive en salon lige så højt. Det prøver vi at hjælpe dem med”. Det siger Connie Mikkelsen, der er formand for dofk (Danmarks organisation for selvstændige frisører og kosmetikere). Hun fortæller, at man løbende underviser sine godt 3000 medlemmer i alt fra ledelse og konflikthåndtering til arbejdsmiljø, økonomi og markedsføring.

Råd og vejledning til frisørerne
“Herudover er nogle af vore vigtigste opgaver at servicere frisørerne, når de har problemer. Det kan være personaleproblemer eller andet. Vore jurister stiller altid op med råd og vejledning, ligesom vi kører sager for frisørerne, hvis det skulle være nødvendigt”, fortæller Connie
Mikkelsen, og hun tilføjer, at hun tit er ude for, at rigtig mange ikke mener, de har behov for dofk, før de står med problemerne.

“Typisk tager vi os af personaleproblemer, frisørerne måtte have, og så kan vi trække på Håndværksrådets jurister, hvis sagerne har en mere erhvervspolitisk karakter, eller det eksempelvis gælder huslejekontrakter eller andet.” Men ofte tager dofk også principielle retslige kampe på branchens vegne, og Connie Mikkelsens holdninger er klart, at jo flere man står sammen, jo stærkere står man!

“Og ærligt talt ved jeg ikke, hvor branchen ville være, hvis der ikke var nogen, der tog disse kampe op”, siger hun.

Ikke-medlemmer kører på frihjul
Godt 55-60 pct. af frisørmestrene i Danmark er medlemmer af dofk, og Connie Mikkelsen er ikke bleg for at sige, at hun mener, dem, der ikke er medlemmer, kører på frihjul. De nyder godt af de tiltag, der tages for branchen, og har de problemer, ringer de gerne til foreningen, og beder
om hjælp, siger hun. For skal der hyres en advokat, er dofk-medlemskontingentet tjent hjem mange gange…

“Rigtig frisør”-kampagne
For at komme tendensen om, at ikke-medlemmer kører på frihjul til livs, kører man netop nu med en “Rigtig frisør”-kampagne, hvor de frisører, der er medlemmer af dofk og dermed er organiserede, kan skilte med det på salonens dør; som et slags kvalitetsstempel.

Ligesom man kører reklamekampagner, så forbrugerne bliver opmærksomme på, at der både er organiserede og uorganiserede frisører i branchen.

“Det ser ud til at have en effekt”, lyder det. Med samme formål samarbejder dofk lige nu med Skat i forsøget på at få frisørbranchen kulegravet og renset ud.

Det kræver en holdningsændring
“Det er demotiverende, hvis man driver en fornuftig forretning, at der så er en frisør på den anden side af gaden, der arbejder sort, og dermed kan tilbyde kunderne betydeligt lavere priser. Men der skal en holdnings ændring til hos forbrugerne, og den skal vi som organisation
være med til at skabe. Det kan den enkeltstående frisør ikke”.

I resten af 2015 har dofk således et samarbejde med Skat, hvor frisører frit kan henvende sig og få hjælp til at få styr på skatten. “Skat har så at sige taget den bløde hat på, og i stedet for at møde frisørerne med pisken, møder de dem med en hjælpende hånd i et forsøg på at få
ryddet op”.

Connie Mikkelsen DOFK
“Frisører er mennesker, der elsker deres håndværk, men de elsker ikke det administrative, der ligger i at drive en salon lige så højt. Det prøver vi at hjælpe dem med.”

Vi skal være verdens bedste
Et andet område, dofk går ind i, er uddannelsen af de danske frisører, ikke mindst fordi man mener, vi skal blive ved med at have en af verdens bedste uddannelser.

“Vi har siddet i udvalg, hvor vi har været med til at præge erhvervsuddannelsesreformen i den retning, vi gerne ville have den, ligesom vi også samarbejder direkte med skolerne”, fortæller Connie Mikkelsen. Hun sidder også i den europæiske brancheforening, Coiffure EU, hvor man arbejder på at skabe bedre arbejdsmæssige forhold samt på at tage frisørbranchen til det næste niveau, når det gælder håndværk og udvikling på europæisk plan.

Sidst men ikke mindst, arbejder dofk også med at få sendt danske konkurrencefrisører afsted til udenlandske konkurrencer. “Det er jo vores visitkort udadtil”, lyder det fra Connie Mikkelsen.

Politiske kampe
Blandt de politiske kampe, dofk senest har været involveret i, er Arbejdsmiljøtilsynets hetz mod frisører. “På et tidspunkt blev det lagt ud som om frisørmestrene ligefrem udøvede vold mod deres ansatte, hvis de ikke krævede at medarbejderne brugte handsker. Den sag gik vi ind
i, og det har nu fundet et fornuftigt leje”.

I det hele taget, er frisørbranchen meget udsat på arbejdsmiljøet, og de fleste påstande er der intet hold i, mener Connie Mikkelsen. “Det handler ofte om teoretiske tilgange til en problemstilling fra ikke-frisører. Her mener vi, det er vigtigt, at få sagerne belyst fra frisørernes side”.

Branchens udfordringer
Spørger man til flere principielle sager, som dofk lige nu arbejder med, fortæller Connie Mikkelsen, at man ser stolelejere som et af branchens store udfordringer lige nu, og i øvrigt et fænomen, der er eksploderet i krisen.

“Det er en modetrend, der er tiltagende, og som organisation er vi imod rå stoleleje, hvor en frisør eksempelvis lejer et lokale og udlejer 30 stole, for vi kan se i andre lande, at det fører til prisdumping.

En anden måde, der heller ikke holder, er, hvis en frisør har to assistenter og ikke så meget at lave og så indfører stoleleje. Det vælter kunderne jo ikke ind i salonen af, og igen bliver resultatet, at man skruer på prisen, og det er dårligt for faget”.

Connie Mikkelsen mener stoleleje er dårligt for faget på mange måder. Bl.a. betyder det, at der ikke kommer så mange unge i lære i frisørbranchen. “Og det er yderligere et problem”, siger hun, og fastslår, at dofk gerne vil lave et regelsæt for den del af branchen.

dofk Connie Mikkelsen DOFK
Som del af “Rigtig frisør”-kampagnen kan frisører, der er medlemmer af dofk, skilte med at de er organiserede.

Vi er som en forsikring
Connie Mikkelsen beskriver et medlemskab af dofk som en forsikring: den er der, når man har behov for den, og hun sammenligner det med et fitnessmedlemsskab; man er nødt til at bruge redskaber for at opnå et resultat.

“Vi bruger rigtig mange timer på at vejlede vore medlemmer i alt. Fra de overvejer om de skal få deres første ansatte, til når der skal skrives ansættelseskontrakter med videre”.

Connie Mikkelsen fortæller, at de yngre frisører typisk er dem, der er mest fokuserede på selve driften, de får det så at sige ind med modermælken på skolerne i dag, hvor de mere modne frisører ikke er specielt fokuserede på drift.

“Vi har haft frisører på over 60 år på kursus i butiksdrift, og når de går derfra er det med ordene: Hvorfor har jeg aldrig gjort det før?”

Mesterbrevskurser og rabattilbud på samarbejdsaftaler om alt fra sundhedsforsikringer til dankortterminaler, tager dofk sig i øvrigt også af, ligesom man har sommerhuse til udlejning, et fagblad for medlemmerne og netværksmøder, hvor ikke mindst de frisører, der til dagligt
står alene i salonen, kan tale med ligesindede.

Fra psykolog til rengøringsdame
At være frisør er et hårdt job. Man er psykolog, HR ansvarlig, rengøringsdame og økonomidirektør. “Derfor er det vigtigt, at man ved, hvor man er stærk, og hvor man er knap så stærk, så man kan styrke de kompetencer”.

Connie Mikkelsen har været formand for dofk i 5 år og før det var hun formand for dofk i Jylland, og hun er super glad for sit job. Hun kalder branchen for fantastisk dejlig, livsbekræftende, farverig og følelsesmæssig.

“Men rigtig mange situationer kunne blive lidt bedre, hvis frisørerne var lidt bedre til at være arbejdsgivere. De bruger hjertet, når der skal træffes beslutninger. Det kan ind imellem give problemer. Vi kan hjælpe dem med at få hele pakken med”.

Læs også: DOFK – Danmarks Frisørmesterforening

Du kan læse mere om DOFK, deres aktiviteter, arbejdsområder samt betingelser for og fordele ved at blive medlem af Danmarks Frisørmesterforening på www.dofk.dk.

Tekst: Pia Finne
Foto: Claus Peuckert

Denne artikel blev publiceret i Hair Magazine 4. udgave 2015.

Se flere frisørartikler om frisørkurserfrisørshows og hårmode her!


ANNONCE