Annonce

Dansk vinder af ’Bedste Teknik’ ved Style Masters 2016

Dansk vinder af ’Bedste Teknik’ ved Style Masters 2016
12. maj 2016 bal@freemindsmedia.com

12. maj 2016

Dansk vinder af ’Bedste Teknik’ ved Style Masters 2016

Daniel Tobiasen fra Shampoo Boy i Greve vandt The Style Master 2016 International Contest Best Technique Award, da The Style Masters Revlon Professional Show 2016 blev afviklet i byernes by, Paris.


Daniel Tobiasen vandt The Style Master 2016 International Contest Best Technique Award.

Der var nerver på. Stemningen var intens, og forløsningen var stor, da Daniel Tobiasen fra Shampoo Boy i Greve blev udråbt som vinder af The Style Master 2016 International Contest Best Technique Award.

Alt i alt var der 29 nationale vindere af Style Master 2016 International Contest. Ni af dem gik videre til finalen, og den globale vinder blev Anne Veck fra England. Vinder af Best Technique Award blev som nævnt danske Daniel Tobiasen. ”Jeg er super, super glad, men jeg ville da gerne have vundet den globale Award, så den går jeg efter næste år”, lød det fra Daniel lige efter han kom ned fra podiet.

Læs også: Revlon Professional inviterede til Style Masters 2015

Inden showet på hotellet, hvor vi boede, havde jeg en snak med Daniel, hvor han fortalte om den intense forberedelse, der sker op til en konkurrence som Style Master 2016 International Contest. ”Jeg begyndte for seks måneder siden med at udtænke de tre billeder, der ligger til grund for, at jeg vandt den nationale konkurrence, og da den var vundet, begyndte jeg at træne til at skabe frisuren på en model til konkurrencen. Den sidste uge inden konkurrencen lukkede jeg ganske enkelt min salon for at træne”, fortæller Daniel, der har trænet på såvel dukkehoveder som på model.


Daniel Tobiasen på scenen ved Style Masters 2016 i Paris.

1700-TALLETS KRIGSHJELM
Inspirationen til Daniel Tobiasens vinderfrisure, var spændingsfeltet mellem den seneste couture fra Hong Kong Fashion Week og en krigshjelm fra 1700-tallet.

”Krigshjelmen var fundamentet for frisuren, som den er bygget ud i siderne, op på hovedet og ned i panden”, forklarer Daniel, der holder meget af at skabe det fantastiske og unikke hår, og i det hele taget kreere et set-up, hvor hår, make-up, tøj og baggrund spiller sammen.

Læs også: Daniel Tobiasen vinder pris ved Revlon Style Masters 2016

Daniel fortæller, at han har lavet frisuren derhjemme omkring 500 gange for at få proportionerne og de mange elementer – bl.a. hele fem knolde i baghåret og på siderne – til at spille optimalt sammen.


Inspirationen til Daniel Tobiasens vinderfrisure, var den seneste couture fra Hong Kong
Fashion Week og en krigshjelm fra 1700-tallet.

JEG FÅR ET KICK UD AF DET
Daniel Tobiasen er ingen novice i forhold til Style Master 2016 International Contest. I 2015 vandt han også den nationale konkurrence, og var blandt de ni finalister i den globale konkurrence. Desværre blev Daniel syg på konkurrencedagen på grund af overanstrengelse, varme og dehydrering, og han mistede sin chance. Derfor var det et endnu større comeback, da han vandt Best Technique Award i år for, ”hans præcision og innovation i udførelsen af de styling teknikker, han havde benyttet”.

Spørger man Daniel, hvorfor han bruger så meget tid og energi på en konkurrence, er han helt klar med svaret: ”Jeg får et kick af det. Det er super fedt – og endnu federe at vinde”.

Se billederne fra Revlon Professionals Style Master show 2014

Tekst: Pia Finne
Foto: Pia Finne og Revlon

Denne artikel blev publiceret i 3. udgave af Hair Magazine 2016.


ANNONCE