Annonce

Daniel Tobiasen

Daniel Tobiasen
7. september 2016 bal@freemindsmedia.com

07. september 2016

Daniel Tobiasen – Shampoo Boy

”Jeg er den nye generation af frisører.” Det siger Daniel Tobiasen. På ti måneder nåede han det, han havde planlagt at nå i løbet af de næste fem år, og som han siger det: ”Lige nu har jeg en oplevelse af, at jeg kan alt”.  Daniel udfordrer hele tiden sig selv, skubber til sine egne grænser, og han drives af en lyst til hele tiden at nå skridtet videre og blive endnu bedre.

Daniel Tobiasen fra Shampoo Boy

”If you can dream it – you can do it”. Det står tatoveret på Daniels Tobiasens hals, og ordene går igen over døren i hans nye salon i Greve syd for København. Og det er lige præcis med udgangspunkt i disse ord, at Daniel lever sit liv og sin karriere. Han har kun været udlært i to år, alligevel har han allerede vundet en række internationale frisør awards – senest og størst Revlons Style Master 2016 Best Technique Award.

Han drives af et kæmpe konkurrencegen, og ikke mindst af et gå-på-mod og en lyst til hele tiden at udfordre sig selv til hele tiden at nå skridtet videre og blive endnu bedre. Så da jeg i forbindelse med Style Master showet gik backstage for at ønske Daniel tillykke med den fornemme globale award, var det faktisk en lidt skuffet fyr, jeg mødte. Han ville naturligvis have vundet guld! ”Og det kommer jeg til”, siger han med et smil.

EN SALON I SIN EGEN STIL
Denne gang mødes vi ikke i Paris, men i Daniel Tobiasens helt nye salon Shampoo Boy i Greve. Faktisk er salonen så ny, at den endnu ikke var åbnet, og sidste hånd blev lagt på indretningen i løbet af natten før, da vi lavede interviewet.

Salonen er lige så meget sin egen, som Daniel er det. I den ene side er indrettet en barbershop med rå barberstole, store tønder i træ, et gammelt barberskilt, store sorte spejle og en super maskulin stil. Den anden side af rummet er indrettet med ”prinsesseborde”, spinkle, smukke hvide spejle og en meget feminin atmosfære.

”Jeg så en salon indrettet som det i Paris, og har taget ideen med mig hjem”, fortæller Daniel, og som med alt andet, han gør, har han brugt rigtig mange timer foran computeren for at søge efter de helt rigtige svungne rokokoborde, og de fedeste stole, for det skal være det helt rigtige…

Daniel Tobiasen lever efter sætningen: "If you can dream it, you can do it!"
”If you can dream it – you can do it”. Det står tatoveret på Daniels hals, og det er lige præcis med udgangspunkt i disse ord, at Daniel lever sit liv og sin karriere. 

FRA VEJLE TIL KØBENHAVN
Daniel er født og opvokset i Vejle, og han gik på frisørskolen i Kolding, men han ville gerne lave avantgarde-hår, og han ville gerne prøve noget andet og mere. ”Og så kunne jeg jo se, at rigtig mange af de frisører, der har ambitioner, kommer fra København. Derfor var det naturligt for mig at flytte”, fortæller Daniel.

Han kom til TIGA House of Hair, og her havde han stor frihed under ansvar, han fik mulighed for at bruge sine kreative evner og lave det hår, han brændte for. Det gik hurtigt op for Daniel, at hans vej til faglig anerkendelse var igennem konkurrencerne. ”Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle kombinere salonarbejdet med konkurrencerne, og på den måde få inspirationen”, lyder det fra Daniel, og han fortæller, at det helt store lys gik op for ham, da han var på et Creademic-kursus med Mark og Kia.

”Da jeg kom hjem, var jeg helt oppe at køre, og jeg havde lyst til at ringe til alle, jeg kendte kl. 6 om morgen for at få dem til at komme ned og blive klippet. Den inspiration jeg fik der, var bare så smittende, og det var egentlig dér, jeg besluttede mig for, at jeg vil sætte mit præg på dansk avantgarde-hår”, fastslår Daniel.

Daniel Tobiasen har vundet flotte awards - bl.a. Style Masters Best Technique Award

Daniel Tobiasen har opnået sin fem-års plan på 10 måneder
Daniel har netop åbnet sin nye salon Shampoo Boy. Da vi besøgte ham, havde han lagt sidste hånd på indretningen natten før. På ti måneder nåede han det, han havde planlagt at nå i løbet af de næste fem år.

 

JEG ER DEN NYE GENERATION AF FRISØRER
”At arbejde med avantgarde-hår giver mig en mulighed for at vise en anden side af dansk frisørfag end den klassiske. Jeg er den nye generation af frisører, og jeg tror på, at det vi i fremtiden kommer til at se, bliver anderledes. Vi er mere eksperimenterende…”, mener Daniel, men han mener også, at skal man udvikle sig, må man skabe hår ud over det, der kan bruges i salonen. ”Det klassiske, funktionelle hår skal videreudvikles, og man er nødt til at være innovativ”.

Siden Daniel kom i lære, har han faktisk været innovativ, men i begyndelsen blev det ”sablet ned”. ”Folk forstod ikke det anderledes, men da jeg begyndte at vise det i konkurrencer, så var det pludselig OK, det jeg lavede – og så turde andre også sige god for det”. Daniel havde kun været uddannet i otte måneder, da han valgte at åbne sin egen salon. ”Jeg er altid meget målrettet i alt, hvad jeg gør, jeg ved, hvordan jeg vil have tingene. Og jeg fandt hurtigt ud af, at bruge en halv time på en klipning ikke fungerede for mig. Jeg vil have lov til at bruge halvanden time pr. klipning og kun have fire-fem kunder på en dag, men så gøre det ordentligt og i sidste ende sende smukke mennesker ud ad døren. På den måde har jeg også energi og overskud til at være noget for familien; min kæreste og min lille søn Vegas, når jeg kommer hjem”.

ET NYT KONCEPT
Daniel har lige fra begyndelsen vidst, at han ville køre et anderledes koncept, og hans mål er klart, at kunderne skal have noget for pengene, selvom hans priser generelt er højere end i andre saloner i Greve. ”Men jeg vil drive min forretning bedst muligt. Jeg vil give mine kunder en god rådgivning, og jeg giver stylingtips. Faktisk bruger jeg ideen fra Style Master konkurrencen om én klipning – tre stylinger, og viser mine kunder, hvordan de kan style en frisure op og om”. Faktisk fortæller han, at 90 pct. af kunderne i salonen kommer på anbefalinger, og at kunderne kommer fra hele Sjælland og København.

JEG SKAL UDFORDRE MIG SELV
Daniel mener klart, noget af det allervigtigste for ham er at udfordre sig selv, og hele tiden skubbe til sine egne grænser, og spørger man ham, mener han også, det er én af grundene til, at han blev selvstændig straks efter han blev udlært. ”Jeg har friheden til at træne det, jeg vil, og jeg kan stå med modeller mindst en gang om ugen, som jeg gerne vil. Det er vildt vigtigt for mig ikke at gro fast og ikke bare at køre på autopilot. Sker det, tror jeg, det er tid til at finde noget andet at lave”.

Typisk ville en salon som Daniels Shampoo Boy ligge i København, og Daniel har da også sit netværk i København. ”Men min familie er ti minutter fra salonen, og det betyder meget lige nu”.

Da Daniel blev færdig som frisør, lagde han en plan for sin karriere de næste fem år. Den nåede han på ti måneder! Han ville være selvstændig, have ansatte og vinde konkurrencer og internationale titler. Daniel mener klart, noget af det allervigtigste for ham er at udfordre sig selv, og hele tiden skubbe til sine egne grænser. ”Hver gang det går godt, motiveres jeg til at gøre det endnu bedre næste gang, og når en konkurrence er i gang tænker jeg altid, at der er en eller anden, der træner endnu mere end mig, og den tanke kan jeg ikke tåle. Jeg sætter mig hele tiden nye mål, og hvert nyt mål er en ny oplevelse”, siger Daniel smilende.


Salonen er lige så meget sin egen, som Daniel er det. I den ene side er indrettet en barbershop med rå barberstole, store tønder i træ, et gammelt barberskilt, store sorte spejle og en super maskulin stil. Den anden side af rummet er indrettet med ”prinsesseborde”, spinkle, smukke hvide spejle og en meget feminin atmosfære.

 

HVOR DER ER VILJE ER DER VEJ

Han tror mange unge afholder sig fra at deltage i konkurrencer, fordi de mener, de ikke har tid til at træne ved siden af deres job i salonen. ”Men en fed klipning er man nødt til at øve – uanset om det er til en konkurrence eller ej. Man ser de flotte frisurebilleder og tænker, det vil jeg også gerne lave, men må jo begynde et sted. Og så tror jeg i øvrigt ikke på, at man ikke har tiden. Den tid, man har, skal bare bruges fornuftigt”. Daniels næste store konkurrencemål er Revlon Style Master 2017, og denne gang går han efter guldet. ”Jeg er allerede ved at udvikle det, jeg vil lave, i mit hoved, og jeg lover, at jeg tager det endnu et niveau op, for jeg vil gøre alt for at vinde. Det er det, der driver mig”. Han siger, han måske overvejer at stoppe, når han har vundet guld. Men mon dog?!

AVANTGARDE I UDLANDET
Daniel Tobiasen har naturligvis også nogle mål for fremtiden. Han vil gerne til udlandet og arbejde med avantgarde hår, være kreativ og undervise – men fortsat med base i sin salon. ”Jeg har ikke følt, jeg har været på arbejde, siden jeg blev selvstændig. Det er min hobby, og jeg bliver utroligt inspireret af de oplevelser, jeg har haft de seneste to år. Det har så at sige været en rejse i frisørfaget”, forklarer Daniel.

Han sætter hele tiden sig selv nye mål. ”Jeg er ung og fuld af energi, og så kan jeg jo sove, når jeg bliver gammel”, siger han med et smil. ”Lige nu har jeg en oplevelse af, at jeg kan alt…” Spørger man Daniel om hans holdning til den danske frisørbranche, mener han, der i fremtiden bliver plads til såvel de dyre som de billige saloner, men den hårde konkurrence kommer til at foregå i mellemprisklassen. ”Et af de større problemer i fremtiden er, som jeg ser det, at flere og flere gerne vil være selvstændige og stå alene i deres egen salon. Det betyder desværre, at der ikke er plads til elever, og det vil på sigt ødelægge faget”.

Selv forventer han, at der skal være 1-2 frisører mere i salonen, og han lejer gerne stole ud. ”Det er min måde at få økonomien til at hænge sammen på med alt det andet, jeg også gerne vil lave ved siden af med konkurrencer, arbejde i udlandet, kollektionshår med mere”.
Daniel har allerede haft flere store frisøroplevelser, og ud over at vinde Style Master 2016 Best Technique Award, fortæller han også om engang, han skulle lave show for Intercoiffure. ”Det var helt surrealistisk. Alle dem, jeg har set op til, siden jeg blev frisør, sad på tilskuerpladserne, og mit hjerte var ved at hoppe ud ad kroppen. Men det var også vildt inspirerende, og jeg lovede mig selv, at slap jeg levende ned fra scenen, var der ikke noget, jeg ikke kunne… Det handler om at tro på sig selv”.

FORMERNE OG PROPORTIONERNE SKAL VÆRE I ORDEN
Når Daniel står med en kunde eller en model er målet ikke at skabe noget hår, der for enhver pris er så specielt som muligt. Det skal være smukt at se på og klædeligt. ”Formerne og proportionerne skal være i orden. Falder en frisure ud ad proportioner, falder jeg fra! – og det gælder både i salonen og på scenen”. Men også i salonen søger Daniel at skabe andet og mere end en klassisk page. Hans mål er varieret hår med mange stylingmuligheder. ”Og det kræver, at man kan sine teknikker og øver sig. Jeg vil gerne have, kunderne skal kunne se det er en ‘Daniel Tobiasen frisure’”.

Inspirationen til sine nye frisurer og konkurrencehår får Daniel alle steder fra. ”Forleden var jeg på strøgtur i Køge med min kæreste og vores søn, og pludselig så jeg en lampe i et vindue i en børnetøjsforretning. Jeg stoppede op og fotograferede den. Ekspedienten i butikken synes, jeg var helt gal, og min kæreste synes, jeg var pinlig.

Men netop formen og proportionerne på dén lampeskærm kan være det, der danner fundamentet for min næste konkurrencefrisure”, forklarer Daniel passioneret. Han fortæller videre, at når man skal skabe en frisure til en konkurrence, skal man i princippet lukke af for alt, hvad man har lært. Man skal bruge sin kreativitet og sit håndværk på en ny måde, og man kan ikke tænke ”det kan ikke lade sig gøre”, for ALT kan lade sig gøre.

”Når klipningen, farvningen og stylingen udføres rigtigt og spiller sammen, så er det, magien opstår”.

Tekst: Pia Finne
Fotograf: Claus Peuckert

Læs også: Daniel Tobiasen vinder pris ved Revlon Style Masters 2016

Læs også: Dansk vinder af ’Bedste Teknik’ ved Style Masters 2016

ANNONCE