Annonce

Benjamin Martin: “Drikkepenge? Du milde kineser”

Benjamin Martin: “Drikkepenge? Du milde kineser”
15. august 2018 bal@freemindsmedia.com

15. august 2018

Benjamin Martin: “Drikkepenge? Du milde kineser”

Hvis der er noget, der kan drive mig til vanvid, så er det, når jeg rejser i lande, hvor det at ”tippe” – altså ikke på tipskuponer men i betydningen ”at give drikkepenge” – er en naturlig del af betalingen. Tingene koster jo aldrig dét, jeg tror! Når jeg er færdig med at afregne skat og drikkepenge, ender beløbet jo altid langt højere, end jeg troede, og hvis mit blodtryk virkelig skal testes, så sæt mig lige til at dele et helt bords restaurantregning i det system. Det går altid galt.

Jeg har intet problem med, såvel i udlandet som herhjemme, at give drikkepenge, når det er noget, jeg frivilligt vælger, som en værdsættelse af ekstra god service. God service betyder jo i sin enkelhed at få/opleve mere, end man selv havde forventet.

Men hvad med os frisører? Vi får da aldrig drikkepenge af nogen, der ikke er turist. Forskellen er selvfølgelig, at i udlandet er drikkepengene en del af frisørernes løn. Men hvad med herhjemme? Hvad kan vi gøre for også at komme i betragtning på samme vis som andre serviceydere som for eksempel bartenderen, tjeneren eller chaufføren?

Læs også: Benjamin Martin: Høj(t) på den grønne gren?

Ja, vi skal tilbage til definitionen af service. Vi opnår det ikke ved bare at sende kunderne tilfredse hjem – vi bliver nødt til at sende dem ovenud tilfredse hjem. Det skaber en anden form for loyalitet og opnås via en komplet service. Jeg er sikker på, at hvis alle dele af salonbesøget udføres med fokus på det fulde potentiale, så vil mange flere kunder tænke – wow, min frisør har virkelig noget ekstra, og så faktisk belønne det. Og vi taler alt fra kundens check-in på salonen, hvordan eventuel ventetid håndteres, drikkevare-, læsestofs- og servicemenu, konsultationen, hårvasken, klipningen, farveindlægningen, informationen om produkter samt vejledning om styling og vedligeholdelsesmuligheder.

Jeg har skrevet denne klumme om service – ikke for at sende frisører ud med raslebøssen efter drikkepenge, men for at motivere til altid, altid, altid at yde sit ypperste. Karen Blixen skrev i Babettes Gæstebud: ”Der går gennem verden et langt skrig fra kunstnernes hjerte. Giv mig lejlighed til at yde mit ypperste”. Der er en uvurderlig løn i sig selv i form af tilfredsstillelse ved at sende en nærmest svævende kunde ud ad døren og vide, at man gav alt! Hvis der oveni også uventet falder drikkepenge som manna fra himmelen, er det en anden sag. Jeg glemmer aldrig førstegangsglæden som helt ny udlært, hvor min kunde – lille søde fru Ng fra Asien – greb ned i sin blankpolerede Vuitton-taske og gav mig 200 kroner i hånden med et smil og på pæredansk sagde: ”TAK, for en fremragende service.” Jamen du milde kineser!

Ja, så kan du lidt igen.

Tekst: Benjamin Martin


ANNONCE