Annonce

Benjamin Martin (2015)

Benjamin Martin (2015)
1. juni 2018 bal@freemindsmedia.com

01. juni 2018

”Mange vil have The Benjamin Martin Experience”

Under det spektakulære Sebastian show, Eclipse Art, i København, som faldt sammen
med solformørkelsen i slutningen af marts, var det Benjamin Martin, som var tovholder.
Han er Nordic Creative Leader for Sebastian, men også for Nioxin og Sassoon.

Ud fra de kollektionsbilleder, der bliver vist af Sebastians globale team, var det Benjamins rolle at finde formen på såvel showet som på hele eventet. ”Hele eventet var som en drøm, der gik i opfyldelse for mig, jeg har aldrig været så stolt over en produktion”, siger han, da vi møder ham nogle uger senere.

Kunst ud af mørket
Udgangspunktet for showet var lys møder mørke, og med det i baghovedet, begyndte Benjamin at udvikle idéer. ”Jeg tænkte meget på kunst, der kommer ud af mørket. Jeg havde en drøm om at skabe sorte skulpturer, så det blev den bærende kreative idé bag hele showet”, fortæller Benjamin Martin, der er Nordic Creative Leader for Sebastian, Nioxin og Sassoon. Og alle, der var i København, kan skrive under på, at det blev et spektakulært show! Kulsorte modeller, som til og med havde sorte linser, grunge, rock, og operadiva og en levende falk var nogle af ingredienserne i Eclipse Art showet. ”Det var virkelig fearless, præcis som Sebastian skal være”, siger Benjamin.

Opfandt crepejernet
Brandet, Sebastian, blev grundlagt i 70’erne i Californien af frisøren og stylisten Geri Cuzenza, som skabte sig et navn, da hun opfandt den crepede stil til et photoshoot med kunstneren Barbra Streisand. De små, krusede krøller affødte idéen til et crepejern, som siden hen blev
startskuddet for stylingbrandet Sebastian. ”Sebastian har altid været trendy, sort og råt”, fortæller Benjamin. For ham var det ikke en selvfølge, at han skulle arbejde med hår.

Han drømte om jurastudier men indså, at han i højere grad blev draget mod et mere kreativt fag. Efter fire år på frisørskolen sprang han på toget i Ålborg, hvor han voksede op, og tog til København og fik en læreplads hos Stuhr. ”Jeg arbejdede hos Stuhr i fem år, og følte mig som en fisk i vandet. Jeg havde det super sjovt, og lærte en hel masse. Jeg var bl.a. floor manager for en salon, men fandt hurtigtu d af, at det skulle jeg i hvert fald ikke være! Der var for meget administration og for lidt kreativt arbejde for mig”.

Wella bankede på
Derefter blev Benjamin freelance, lejede en stol og begyndte at lave stylingjobs for TV og  magasiner. Men der gik kun et halvt år, før Wella bankede på døren og tilbød ham et job som trainer. I dag er han Nordisk kreativ chef for prestige brand trainers, det vil sige Sebastian, Nioxin og Sassoon. Hertil kommer, at han er ansvarlig for Trainer Capability. ”Da jeg begyndte, havde jeg en idé om, at Sebastian var et lidt underligt brand. Det var noget, jeg ikke rigtig forstod. Men jo mere jeg lærte historien bag brandet at kende, jo mere spændende blev det.

Sebastian har influeret hele branchen og står bag mange af de innovationer, vi i dag tager for givet. Benjamin taler om Sebastian som et brand, der har sit udspring i fashion scenen, og som skal inspirere og skabe historier. Noget, der for alvor blev tydeligt i forbindelse med Eclipseeventet. Benjamin er bestemt ikke fremmed for rampelyset, for siden han var barn, har han konkurreret i dans, og har lært rigtig meget om, hvordan man begår sig på en scene men også om, hvordan tøj og musik kan forstærke publikums oplevelse af et show.

Hvad er sjovest, at stå på scenen selv eller at være den, der står ved siden af og er tovholder? ”Åh, det er svært! Jeg elsker virkelig at stå på scenen, det er en nødvendighed i dette job. Men at planlægge et stort show, udtænke hvordan det skal se ud; tøj, make-up, musik og lys – det er nok det, jeg trives allerbedst med!” Foruden den glamourøse del, i forhold til at skabe shows, er Benjamin også Capability manager, hvilket indebærer, at han leder og uddanner trainers i alle de fire nordiske lande.

En dag kan det være undervisning af Nioxintrainers i Norge, næste dag Sassoonstylister i Danmark. ”Min garderobe er jo lidt skizofren. Den ene dag skal jeg have kittel på og se lidt  nørdet og videnskabsagtig ud og den næste dag skal jeg være ekstrem cool og fashionagtig!”

Glad og crazy
Benjamin tager også på hjemmebesøg, det vil sige, han holder uddannelse for VIP-kunder, der har arbejdet længe med Sebastian ude i salonerne. ”Der er mange, der vil have ”The Benjamin Martin Experience”. De har måske set mig på scenen og ved, at jeg er en glad og lidt crazy
person”. Det bliver også til mange rejser, godt 50% af sin arbejdstid er Benjamin på farten. At han bor i Danmark og hans egentlige arbejdsplads er i Stockholm, kan synes at bidrage til, at hans liv synes endnu mere omflakkende, men det er Benjamin ikke enig i.

”Jeg har min familie og mine venner i Danmark, så når jeg har fri, er det skønt at være hjemme. Jeg kan også sagtens planlægge at arbejde hjemmefra indimellem, og samtidig have muligheden for at være lidt social. Men klart, det bliver jo indimellem til et telefonmøde i pyjamas!” siger Benjamin.

Giver privattimer i dans
Benjamin danser stadig, og når han har en ledig stund, giver han privattimer i latin i København. Og så har han uddannet sig til dommer. ”Jeg får virkelig et kick ud af at lære fra mig. Jeg tror, at jeg har et undervisningsgen i mig. Men selv om jeg oftest er glad og positiv, så kan jeg være en
hård lærer. Fordi jeg selv er perfektionist, så forventer jeg det samme af dem, jeg underviser.

Samtidig fortæller Benjamin, at han gerne udsætter sine elever for practical jokes og elsker at skræmme dem. ”Min rolle hos Wella er jo egentlig lidt underlig. Jeg er entertainer, event maker og frisør, og så underviser jeg i forretningsdrift. Det er en all-in-one package”!

Læs mere om Benjamin Martin og hans arbejde som Beauty Business Coach på hans hjemmeside www.benjaminmartin.dk

Tekst: Pia Finne
Foto: Claus Peuckert

Denne artikel blev publiceret i Hair Magazine 4. udgave 2015.

Se flere frisørartikler om frisørkurserfrisørshows og hårmode her!


ANNONCE