Annonce

Ari Koponen sætter uddannelse på kortet

Ari Koponen sætter uddannelse på kortet
4. april 2018 Cecilia Lindahl

4. april 2018

Ari Koponen sætter uddannelse på kortet

Tekst: Camilla Svensson (Dina Boysen Red.)
Foto: Pierre Ekman

Fra en lille by i det nordlige Sverige via London, Østrig og andre steder i verden, er Ari Koponen nu landet i rollen som Nordic Education Manager for Headbrands. Hair Magazine mødte Ari på HeadBrands’ splinternye hovedkontor for at tale om udvikling, uddannelse og ”team spirit”.

Idéen, der startede i det sydlige Sverige, har nu, otte år senere, taget Norden med storm. HeadBrands’ forretningsidé er simpel; frisører skal kunne mikse frit blandt brands og vælge, om de vil købe ét eller flere produkter ad gangen. De er en totalleverandør i frisørbranchen, og konceptet gælder alt fra inventar til salonen, produkter til videresalg, værktøjer, sakse, føntørrere, krøllejern, kaffe og meget mere.

Selvom forretningsidéen er simpel, og hverdagen for frisørerne bliver mere enkel med HeadBrands, er virksomheden kompleks og i konstant udvikling. For at kunne få plads til at tage den nordiske frisørbranche til et nyt niveau, har de bygget et splinternyt hovedkontor i Lund i Sverige. 5.000 kvadratmeter, der rummer både lager, kundesupport, butik, showroom, marketingafdeling og frem for alt et helt nyt uddannelsesstudio.

Det er ikke bare lokalerne, der er nye. Hair Magazine besøgte det nye samlingspunkt og mødte HeadBrands’ nye, entusiastiske Nordic Education Manager, Ari Koponen, der tiltrådte denne rolle officielt ved årsskiftet. Baseret på ledelsens mål og visioner smugstartede han i efteråret og opbyggede en strategi for at sætte HeadBrands som uddannelsesvirksomhed med deres syv udvalgte brands på kortet i de fire nordiske lande. Til hjælp har han 17 teknikere.

”Det er første gang, at HeadBrands har uddannelse i dette regi, men som HeadBrands vokser, kommer denne del også til at vokse i takt med det. Det er virkelig spændende at arbejde med et så godt, kvalificeret team og sammen sprede den viden, vi har, videre”, fortæller Ari Koponen.

Ari Koponen er HeadBrands’ Nordic Education Manager. Han ser frem til at lede teamet, som skal placere HeadBrands på det nordiske kort som uddannelsesvirksomhed.

Fire skridt foran
At lede et stort team og formidle passionen for at lære, er noget, Ari har erfaring med fra tidligere. Hans CV er langt, og den ene rolle er mere kreativ end den anden. Han har blandt andet ledet flere internationale, kreative teams i Centraleuropa, rejst jorden rundt som redaktør for et branchemagasin i jagten på verdens bedste saloner, arbejdet som heltidstekniker hjemme og vundet kategorien ’Årets Herrefrisør’ til Årets Frisør i Sverige. Han har derudover holdt uddannelsesmæssige og inspirerende forelæsninger og har selv en stor kærlighed til scene- og cirkuskunst.

Rollen som Nordic Education Manager for HeadBrands betyder også en stor forandring på mange måder, men det er noget, Ari ser frem til.

”Når man uddanner andre teknikere, må man altid være fire skridt foran. At arbejde med mindst syv udvalgte brands samtidigt i stedet for kun et, og ikke bare i ét land, men fire lande, er en udfordring! Hvad end du gør, skal det ganges med syv og yderligere med fire”.

Det nye studio 
Ari har også været en drivkraft for skabelsen af HeadBrands’ nye uddannelsesstudio, der er en del af deres nye lokaler. Et kreativt sted med alt man har brug for, for at tilegne sig ny viden og lidt til. Der kommer endda til at være et motionscenter, der støder op til studiet.

HeadBrands har bygget et helt nyt hovedkontor på 5.000 kvadratmeter. Det rummer både lager, kundesupport, butik, showroom, marketingafdeling og frem for alt et helt nyt uddannelsesstudio.

I uddannelsesstudiet arrangeres kurser inden for egne rammer, kurser med gæster som Mazella&Palmer og inspiration fra store lokale stjerner, som for eksempel den svenske vinder af Årets Frisør, Sofia Geideby.

”Det føles utrolig godt at arbejde sammen med alle de her artister. HeadBrands er en objektiv leverandør, hvilket betyder, at vores uddannelseslokale er neutralt. Du kan vælge, hvad du vil, ude på lageret, men i uddannelseslokalet kommer du for at tilegne dig viden”.

Edderkoppen i spindet
Ari bruger meget af sin tid på at besøge frisører rundt omkring i Norden for at se, hvordan uddannelsen er, og hvad der kræves. Inspiration og pragt i alt, men det, han har udtænkt, er, at de fleste gerne vil have neutrale kurser med fokus på grundkundskaber i klip, farve og styling.

”Man vil gå ”back to basics”. Selvom man har været frisør i ti år, kan man stadig have brug for at få genopfrisket nogle ting. Derefter kan man klø på igen, og så er man klar til at blive inspireret. En kombination af dét tror jeg uden tvivl, vi vil kunne tilbyde her”. Generelt ser Ari, at grundkundskaberne er manglende.

”Vi har et utrolig højt uddannelsesniveau i Norden, men vi skal arbejde hårdt for at løfte grundkundskaberne. Du skal kunne din farve, dine opsætninger samt dine klip – de tre væsentligste ting, som vi bør kunne. Alle frisører har brug for gode frisører. Det er nødvendigt for at få flere frisører til at presse sig selv. Vi har også brug for mere samarbejde. Gå sammen og gør det sammen – det holder meget bedre i længden”.

At presse både sig selv og andre og at skabe nye forudsætninger for kreativitet har været Aris passion gennem hele livet. I rollen som Nordic Education Manager kommer han ikke selv til så mange kurser. I stedet vil han være edderkoppen i spindet som en hjælpende hånd, der sørger for, at hans team har fuld støtte. Fordi det er teamet, der er vigtigst.

ANNONCE