Annonce

Anne-Sophie Villumsen – Årets frisør er grøn og fashion

Anne-Sophie Villumsen – Årets frisør er grøn og fashion
3. september 2015 Cecilia Lindahl
Zenz

3. september 2015

Anne-Sophie Villumsen
– Årets frisør er grøn og fashion

Tekst: Pia Finne
Foto: Claus Peuckert

”Årets Frisør-titlen ser jeg som branchens blåstempling af sunde grønne produkter og bæredygtighed”. Det siger Anne-Sophie Villumsen fra Zenz. Hun mener, økologi og bæredygtighed er en naturlig del af modescenen, og hendes mål er, at Zenz konceptet skal kunne findes i flere saloner rundt omkring i verden.

Årets frisør er: Anne-Sophie Villumsen fra den grønne frisørkæde Zenz. Sådan lød det, da Årets Frisør 2015 blev præsenteret ved Danish Beauty Awards i Cirkusbygningen. Og selvom AnneSophie naturligvis vidste, hun var nomineret, kom kåringen alligevel som en stor overraskelse.

”Jeg er meget glad for prisen, og jeg er meget glad for, at frisørfaget nu for alvor begynder at anerkende det grønne”, siger Anne-Sophie, mens vi sidder i salonen i Grønnegade og taler. Rundt om i vindueskarmene står priser, Zenz har fået igennem tiden. Men den seneste pris betyder noget særligt. ”Vi fik næsten 5000 stemmer fra forbrugere på Facebook, og at der er nogen, der gider aktivt gå ind og stemme på os, det ser jeg som et blåt stempel og en anerkendelse af, at forbrugerne kan lide vores koncept”, fastslår Anne-Sophie Villumsen.

GRØN SALON
Men hun mener ikke kun, det er det ”grønne”, der ligger til grund for prisen. Det nordiske, enkle og rene look med kant, som Anne-Sophie Villumsen står for, kommenterede juryen også positivt. ”Hun er fortaler for bæredygtighed, og når det blandes med hendes naturlige kreativitet og dygtighed, bliver der skabt et nyt nordisk udtryk”, lød det fra Connie Mikkelsen, formand for DOFK, der overrakte prisen.

Anne-Sophie Villumsen startede Zenz for 16 år siden, før nogen anden frisør var begyndt at tænke på sundhed og økologi i faget, og der blev da også set skævt til hende de første år.
”I 2004/05 begyndte forbrugerne at tage de grønne tanker til sig, og myndighederne begyndte at sige, at der faktisk er en forskel på de grønne produkter og de ikke-grønne produkter. Men det er først de seneste 3-4 år, at frisørbranchen generelt anerkender de grønne produkter og de grønne frisører, og ikke mindst anerkender, at de grønne produkter har en lige så høj kvalitet og effektivitet, som markedets øvrige produkter”, fastslår Anne-Sophie, og hun håber, at Årets Frisør-prisen kan inspirere andre til at vælge den grønne vej.
Kunderne har dog allerede anerkendt kvaliteten og taget Zenz’ bæredygtige koncept til sig, hvilket kan ses på den fortsatte store tilgang af nye kunder i alle aldersgrupper og fra begge køn.

EN HOLDNINGSÆNDRING BLANDT FRISØRERNE
Anne-Sophie fornemmer klart den holdningsændring, der er sket. ”I mange år fik jeg henvendelser fra frisører, der gerne ville lære at være grønne, fordi de var syge med eksempelvis allergi. I dag får jeg henvendelser fra frisører fra hele verden, der bare gerne vil lære mere om Zenz konceptet…” Så Zenz, har med Anne-Sophies egne ord, bevæget sig fra at være en sygdomsfrisørkæde til at være en trendbaseret frisørkæde, og hun ser udviklingen som en måde at forny faget på.

Grøn Salon

Mange kunder kommer i salonerne fordi de føler sig trygge.

KUNDERNE FØLER SIG TRYGGE
I dag findes der seks Zenz saloner i København, og helt bevidst holder man høje priser og en høj kvalitet, og man bruger tid på kunderne. ”En del kunder kommer, fordi salonen er grøn, men en del kunder kommer også, fordi salonen er lækker og atmosfæren god”, fortæller Anne- Sophie. ”Og så føler de sig trygge”.

Blandt kunderne er Helena Christensen som også er flittig bruger af produkterne, udtalelser hun kom med i Vogue under sidste mode uge. ”Men Helena Christensen kommer her ganske enkelt, fordi hun synes hendes hår bliver lækkert, fordi det er fashion og bæredygtigt”, siger Anne-Sophie med et smil og fortæller, at man i Zenz-markedsføringen i dag også arbejder med det naturlige, moden og bæredygtigheden.

”Som udviklingen er i dag, synes jeg, at man som frisør jo nærmest har en lidt gammeldags holdning, hvis man ikke tænker sundhed og økologi ind i sin salon. Det, jeg har kæmpet for i 15 år, er blevet naturligt for os, og netop derfor er jeg også super glad for prisen som Årets Frisør”.

VIDEREUDVIKLINGEN AF ZENZ
Anne-Sophie Villumsen elsker at udvikle og skabe. Faktisk er det hendes ultimative drivkraft, og det fornemmer man klart. Der er masser af nytænkning, nye planer og nye produkter på bedding, og hun stopper ikke…

På produktsiden er Zenz i dag langt ude over Danmarks grænser, og på butikssiden arbejder hun og hendes mand, Jørgen, i dag med partnere. ”Fra slutningen af 2014 etablerede vi en ordning, hvor en ansat i hver af de seks saloner, nu er blevet medejer. Målet er, at brede Zenz konceptet ud og skabe en kæde bestående af dygtige frisører og partnere der kan trække på den fælles markedsføring og viden, men samtidig beholde sit eget navn på facaden. Vi har i mange år arbejdet med at styre og køre en kæde, så det vil vi gerne styrke endnu mere, mens partnerne i salonerne leverer service og kvalitet. Det kan vi se giver forretningerne god indtjening og udvikler partnerne som ledere og forretningsfolk. Mange frisører går med en drøm om at blive selvstændig. Nu behøver de dygtige frisører ikke stoppe for at udleve deres drøm. De kan blive selvstændige og udvikle deres salon sammen med os”. Frisørerne i salonerne skal så at sige være Zenz’ ansigt udadtil. Partnerne, Anne-Sophie og Jørgen skal udvikle forretningen, produkterne og ikke mindst undervise. ”Vi holder både interne og eksterne kurser, og mikser gerne vore egne partnere og frisører med frisører udefra, så vi kan få en god og sund debat.

Produktserien fra Zenz er Svanemærket. Emballagen er inspireret af strandens sten, der er slidt runde og bløde af havets bølger.

ØKONOMISTYRING OG LEDELSE
”Jørgen og jeg er super stærke sammen. Jeg har været frisør siden 1986 og udviklet Zenz filosofi en, Jørgen laver forretningsudvikling og sikrer en tæt økonomisk styring i Zenz. Faktisk var det sådan, jeg mødte ham, da jeg fik anbefalet at bruge ham for at optimere min egen salon for mange år siden”, fortæller Anne-Sophie.

Hun mener, netop det at drive en forretning og sikre en god økonomi, er mange frisørers svaghed. ”De er rigtig gode til deres fag, men ikke så interesserede i økonomien. Det betyder, at en salonejer ofte tjener mindre til sig selv end de ansatte i salonen. Sådan skal det jo ikke være, og det kan vi hjælpe med til ikke sker”. Bæredygtighed handler også om, at skabe økonomisk overskud der sikrer overlevelse og udvikling af forretningen”.

ZENZ I UDLANDET
Lige nu indrettes en Zenz konceptsalon i Australien og én i Stavanger i Norge. Produkterne sælges i hele Norden samt i Australien og der udover er produkterne lige kommet på hylderne i 18 luksussaloner i Hong Kong, samt i Spanien. En række nye lande er på vej og målet om at have 40% eksportandel nås allerede i indeværende år. ”Jeg arbejder i netværk inden for bære dygtighed og fashion, og det giver mange kontakter rundt omkring i verden. Så alle dem, vi arbejder med nu, har selv henvendt sig”, fortæller Anne-Sophie, og tilføjer, at Zenz umiddelbart er den virksomhed, der er længst fremme i verden, både hvad angår grønne produkter og et grønt koncept.

I Zenz-serien findes også make-up, der er baseret på mineraler.

JEG ELSKER AT SE TING VOKSE
Anne-Sophie Villumsen holder meget af at stå med kunder i salonen, men hun elsker også at udvikle konceptet og se tingene vokse. Målet lige nu er en forretning udelukkende med egne produkter fra styling og shampoo til farver. Make-up er i øvrigt også at finde i salonerne. ”Vi har lige lanceret et lysningspulver uden kemi, og nu mangler vi bare farverne, som vi arbejder på snart at introducere uden at gå på kompromis”, siger hun. Anne-Sophie ser frisørfaget som et modefag i bevægelse, og hun er ikke i tvivl om, at de ”grønne” tanker er videreudviklingen.

SVANEMÆRKNING AF PRODUKTER
Blandt Anne-Sophie Villumsens kæpheste har været at få alle sine produkter Svanemærket, og for to år siden udviklede hun en hel ny serie, der har fået Svanemærket. Det betød, at hun i 2014 modtog prisen som Årets Grønne Producent og Årets Grønne Frisør i Skandinavien.
At grønt bliver normalen om 10-15 år, er Anne-Sophie Villumsen ikke i tvivl om. Men hvor hun tidligere arbejdede meget politisk, koncentrerer hun sig i dag om at styrke forretningen Zenz.

FREMTIDEN FOR ZENZ
Spørger man hende, hvor hun ser Zenz om fem år, mener hun klart, at kæden er meget større med flere konceptsaloner i såvel Danmark som i udlandet. For Anne-Sophie selv håber hun, at hun kan få lov til at blive ved med at udvikle.

”Jeg har altid skilt mig lidt ud, og jeg har altid været interesseret i økologi og sundhed, men jeg er en teamplayer, så jeg har aldrig haft lyst til, at det var mig alene, der skulle være virksomhedens ansigt. Med den nye partnermodel er det derfor også partnerne og frisørerne i salonerne, der skal være salonernes ansigt i lokalområdet, samtidig med at partnerne bidrager til kædens udvikling”.

ET SOCIALT ASPEKT
Sidst men ikke mindst har Anne-Sophie Villumsen også det sociale aspekt med inde i sit koncept. Således er Zenz en del af Projekt Hjemløs, et privat center for hjemløse på Glentevej i Københavns Nordvest kvarter.

”Her sørger man for mad og pleje til de hjemløse i weekenderne, og det er både Jørgen og jeg en del af”.

Denne artikel blev publiceret i Hair Magazine 4. udgave 2015.